Løbsserien

Danmarks billigste banesportsklasse med fokus på gode oplevelser.

MEGET MERE RACERLØB

Der er masser af muligheder for at dyrke motorsport i Danmark. Fælles for dem er, at det hurtigt bliver en dyr affære, hvis man skal have masser af køretid i en konkurrencedygtig bil.

Vi ønsker at gøre det muligt at få debut i banesport uden at investere en mindre formue inden sæsonen overhovedet er startet. Med ens biler og fornuftige budgetter er der basis for masser af fantastiske oplevelser uden svære møder i banken.

Vores ambition er at gøre det muligt at prøve kræfter med motorsport i overskuelige økonomiske rammer, uanset om man er begynder eller øvet racerkører.

Med flere nye kørere i sporten kan C1 Scandinavia være med til at skabe grundlaget for morgendagens store navne.

Opskriften er afprøvet og fungerer fantastisk i udlandet. Nu er det Danmarks tur!

Løbskalender 2024

  • 2. juni 2024 Anderstorp Raceway (S)
  • 21-23. juni 2024 Ring Djursland Sprint
  • 25. august 2024 Ring Knutstorp (S)
  • 30. aug - 1. sep. 2024 Ring Djursland Sprint

Flere formater = Flere muligheder

I vores første sæson kommer vi til at afprøve to løbsformater. På Ring Djursland kører vi 20 minutters tidtagning efterfulgt af to løb på hver 50 minutter – det kalder vi for Sprint. Bilen kan køres alene eller deles med en teamkammerat.

Sprintformatet er en billig og hurtig måde at få debut i C1S – eventuelt i en lejet C1-racer, så omkostningerne er begrænsede.

Derudover kører vi to otte timers-løb på Anderstorp og Ring Knutstorp i Sverige. Det gør vi i samarbejde med Race4Fun, som arrangerer løbene, og hvor C1S deltager som klasse i klassen. På den måde får vi velorganiseret racerløb og kan fokusere på at udvikle klassen.

De to formater gør det muligt for dig at prøve både korte og lange løb, ligesom de to svenske løb er god opvarmning til de 24 timers-løb som lokker i udlandet.

MASSER AF SUCCES I UDLANDET

Helt tilbage fra 2CV Cup, som allerede var populær i Belgien i 1980’erne, har der været en passion for motorløb i langsomme og måske ikke helt oplagte racerbiler.

I godt 10 år har interessen for Citroën C1 været stigende. Bilen er letkørt og ikke hurtigere end at de fleste kan være med – men den kører overraskende godt for en motoriseret indkøbsvogn!

Der køres store mesterskaber i Storbritannien, Belgien og Skandinavien – både som sprintløb og langdistanceløb. I 2019 var der hele 99 biler til start ved 24 timers-løbet på Silverstone!

Biler bygget efter det danske er allerede nu godkendt til deltagelse i Portugal og Belgien, og vi arbejder på at tilføje flere mesterskaber og løb til listen.

Fra supermarkedet til banen

Alle 3-dørs Citroën C1/Peugeot 107 fra 2004-2013 med 1.0 liters benzinmotor og gaskabel kan deltage i klassen.

Motor og gearkasse skal være 100% standard. Et komplet racekit bestående af bur, bremser, undervogn, brandslukker m.m. sælges af BMSport og er obligatorisk for deltagelse i klassen.

Alle biler kommer til at køre på semislicks, som har en imponerende levetid. Dækkene fungerer under både tørre og våde forhold.

Støddæmperne er justerbare i højde og dæmpning, og med optimerede bremser er der begrænset vedligehold mellem løbene.

C1S Race Kit koster kr. 43.000,- excl. moms.

MILJØVENLIGT RACERLØB

Du behøver ikke gå op i klimaet for at deltage i C1 Scandinavia – men vi har miljøvenlige ambitioner for klassen!

For det første forventer vi, at alle biler i klassen allerede har haft et godt og tjenstligt liv på landevejene og dermed ikke er taget af samlebåndet med henblik på at bygge en racerbil. Derudover kræves det at alle biler er udstyret med fungerende katalysator. Katalysatoren sikrer, at bilerne udleder mindst muligt CO2.

Under vores testkørsler har en C1-racer ikke kørt mindre end 8 km/l ved banekørsel. Det er ret pænt for en racerbil – og skånsomt ved både klima og bankkonto.

Tankning under løb foregår med et godkendt tanksystem, der minimerer spild og overløb af benzin.

Vi arbejder løbende med nye tiltag, som tilgodeser miljøet og hjælper motorsporten i en grøn retning.

RACE PÅ HOBBYBUDGET

Det skal være økonomisk overskueligt at deltage i C1 Scandinavia. Derfor er der skåret ind til benet, så flest muligt kan være med.

Vi går ikke på kompromis med sikkerheden, hvorfor vi forlanger både gyldig national licens samt anvendelse af godkendt HANS-system.

Her ses et grundlæggende budget for drift af en bil i en sæson – inkl. opbygning.

BYG EN BIL - ELLER FIND ET SÆDE

Der er masser af muligheder for at være med, når C1 Scandinavia får race debut i 2024. Du kan bygge din egen bil og køre med nye eller gamle venner – eller få en plads på et eksisterende team.

Vi hjælper dig gerne i gang, uanset om du søger et team eller skal have gode råd til at bygge din egen bil.

Reglementer

Vi arbejder fortsat på de sidste detaljer i reglementerne, men du kan se seneste udgaver herunder: